Ansøgere har fået svar på deres anmodning om prækvalifikation

20.05.2010
ABT-fonden har udsendt svar til alle, der i april 2010 ansøgte om at få prækvalificeret deres projektidé. Fonden modtog i alt 107 ansøgninger, hvoraf de 47 er blevet prækvalificeret og dermed har fået lov at indsende endelig ansøgning.

Der var som vanligt stor interesse for at søge om støtte fra ABT-fonden, da ansøgningsfristen til denne runde udløb den 20. april 2010. 107 projekter søgte om støtte for samlet set 571 mio. kroner. De 47 projekter, der er blevet prækvalificeret, ansøger samlet om 237 mio. kroner.

Nye måder at løse opgaverne
Der er stor spredning i de indkomne ansøgninger om prækvalifikation, både for så vidt angår de forskellige velfærdsområder og hvad angår de fore-slåede løsninger.

Der er bl.a. ansøgt om midler til informations og kommunikationsteknologi i folkeskolen, afprøvning af telemedicinsk behandling af patienter i eget hjem, nye tryghedsskabende sensorteknologier i hjemmeplejen og optimering med digitale sagsbehandlingssystemer.

Ansøgningerne fordeler sig samlet set på 24 kommunale projekter, 12 regionale projekter, og 11 statsligt forankrede projekter. I langt de fleste ansøgninger er en række offentlige samarbejdspartnere. Igen i denne runde har ABT-fonden også modtaget ansøgninger fra offentlige institutioner i dele af landet, som ikke tidligere har søgt.

Overordnet fordeler ansøgningerne sig bredt på sektorområderne, hvoraf sundhed, ældre og administrationsområdet er stærkt repræsenteret i forhold til antallet af ansøgninger i lighed med tidligere runder. Uddannelsesområdet og særlig folkeområdet er for alvor er begyndt at søge fonden. Faktisk falder en syvendedel af de ansøgninger, ABT-fonden modtog til nærværende runde, inden for netop uddannelsesområdet.

Effektivisering ved hjælp af ny teknologi
”Det er særdeles positivt, at så mange forskellige offentlige institutioner tør tænke langsigtet og afprøve nye løsninger, der på sigt kan medvirke til at frigøre ressourcer til borgernær service og omsorg. Offentlige institutioner over hele landet har fået øjnene op for de muligheder for medfinansiering af projekter, som ABT-fonden kan tilbyde. Og de mange forskellige projektansøgninger vidner om, at det offentlige er i gang med at iværksætte de nødvendige effektiviseringsprocesser, der skal gøre det muligt at lette arbejdsgangene og forbedre kvaliteten af den offentlige service inden for de økonomiske rammer” siger Martin Nordentoft Rasmussen, sekretariatschef for ABT-fonden.

”ABT-fondens fokus på at frigøre arbejdskraft i det offentlige handler om, at vi skal blive bedre til at definere, hvilke arbejdsopgaver, vi løser, og hvor meget tid vi bruger på dem. Og så skal vi til at gentænke nogle af de slidsomme og gentagende arbejdsopgaver, så vi kan få dem løst på en smartere måde med velfærdsteknologi og nye organisations- og arbejdsformer. Det er vejen frem, hvis vi skal fremtidssikre velfærdssamfundet,” slutter Martin Nordentoft Rasmussen.

Næste skridt
Fristen for indsendelse af endelig ansøgning er onsdag den 18. august 2010. De indkomne endelige ansøgninger vil blive vurderet af ABT-fondens bedømmelsesudvalg. På baggrund heraf vil gode, udvalgte ansøgninger blive integreret i finanslovsforhandlingerne i efteråret 2010, hvor der vil blive truffet politisk beslutning om tildeling af midler.

Næste ansøgningsfrist er endnu ikke endeligt fastlagt. Frist for ansøgning til næste runde vil inden sommerferien blive annonceret på ABT-fondens hjemmeside og udmeldt via nyhedsbrev.
 


Top