Digitalisering af dagsstruktur for mennesker med autisme


ABT-fonden støtter fire kommuner, der afprøver en elektronisk kalender, ’MEMO Planner Mikro’, som skal støtte beboerne i planlægningen af deres hverdag. Kalenderen har en størrelse, så den kan medbringes, hvor beboeren er.
Citat fra tekst
Den lille PDA-lignende enhed Memo Active er et væsentligt værktøj for autister.

Mennesker med autisme (herunder udviklingshæmmede med autistiske træk) har brug for en meget struktureret, genkendelig hverdag. Det pædagogiske personale på bosteder for denne gruppe borgere bruger i dag meget tid på at udforme individuelle dagsstrukturer. Konkret anvendes billedsymboler, der sættes på en tavle til hver beboer. Mange beboere kan kun overskue få symboler ad gangen, hvorfor personalet må opdatere tavlen flere gange dagligt.

Se også: Medieomtale

Med støtte fra ABT-fonden vil fire kommuner derfor afprøve en elektronisk kalender, ’MEMO Planner Mikro’, der skal støtte beboerne i planlægningen af deres hverdag. Kalenderen har en størrelse, så den kan medbringes, hvor beboeren er. I kalenderen, der kan tilpasses den enkeltes behov for information, vises beboerens aktiviteter med billeder og forklarende lydfiler. Er der lagt en fast dagstruktur ind i MEMO Planneren, kan den automatisk gentages alle de dage, hvor dagstrukturen er ens. Desuden har den elektroniske kalender en talefunktion, der dels understøtter kommende aktiviteter auditivt, dels giver beboeren gloser, der støtter kommunikation. Med hjælpemidlet vil hverdagsopgaver (fx tage tøj på) i højere grad kunne løses af beboeren selv.  Dermed kan løsningen frigøre tid for de 80 pædagogiske medarbejdere på de involverede bosteder i de fire projektkommuner.
 
Det er forventningen, at det pædagogiske personale vil bruge væsentligt mindre tid på at udforme/opdatere dagsstrukturer og at personalet vil bruge mindre tid på at håndtere konflikter med beboerne, da MEMO Planner skaber den struktur på dagen, som er en forudsætning for, at mennesker med autisme trives i hverdagen.

På landsplan estimeres det, at ca. 5.000 voksne med autisme, der bor på bosteder, vil kunne anvende digital dagstruktur. Løsningen har i øvrigt et stort udbredelsespotentiale ift. andre grupper af borgere med brug for hjælp, fx mennesker med hjerneskade og demente.

ABT-fonden støtter projektet med 7,5 mio. kr.

Organisering
Projektet er forankret i Københavns Kommune, som samarbejder med projektkommunerne Gladsaxe, Rødovre og Køge Kommune. Udvalgte bosteder og repræsentanter fra hver kommune vil deltage i projektet, sammen med Kommunikationscentret i Hillerød. Den private leverandør Socialt Udviklingscenter SUS koordinerer den daglige ledelse af projektet. Derudover deltager to private leverandører.

Medieomtale

"Nyt om teori, forskning og metode" i Socialpædagogen (11.  dec. 2009)
Top
Sidst opdateret: 05.05.2010


Maria Lincke Jørgensen
Konsulent
Socialt Udviklingscenter SUS
T: 3393 4450
E: mlj@sus.dk