Hospitalsvæsenet har igennem mange år benyttet forskellige it-systemer, som er præget af manglende sammenhæng. Det betyder, at det kliniske personale bruger unødig megen tid på at logge på og starte forskellige systemer. Det medfører tidsspilde og tilfælde af omgåelse af patientfortrolighed og systemsikkerhed.
Læger og sygeplejersker i sygehusvæsenet har oftest ikke egne arbejdspladser. De bevæger sig derfor mellem sengestuer, kontorer og afdelinger, hvor de skal kunne udføre deres arbejde med informationsindhentning og dokumentation, hvilke gør ovenstående problematik ekstra kritisk.
Teknologi tilpasset medarbejdernes arbejdsform og opgaver
Projektet har testet to forskellige tekniske 'single sign on'-løsninger på hhv. Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital med det formål at sikre, at klinisk personale kun skal logge ind én gang.
Den unikke brugerprofil, der knytter sig til én bestemt medarbejder (fx en læge) og andre data kan flyttes hurtig og effektivt på tværs af arbejdsstationer. Det gøres ved at etablere såkaldte ’tynde klienter’ – simple computere, der skal være koblet op på en server for at fungere. Desuden etableres systemadgangen via direkte log-in, chipkortløsning eller RFID-teknologi (hvor systemet kan ”mærke”, at brugeren er i nærheden).
Hvordan virker løsningen? Når eksempelvis en læge starter sin vagt, sætter hun sit chipkort ind i en af de tynde klienter, og systemet etablerer adgang til hendes specifikke data og område. Herefter kan lægen forlade maskinen ved at tage sit kort ud, hvorefter den ikke længere har forbindelse til brugerens data og område. Lægen sætter derefter sit chipkort ind det næste sted, hun skal arbejde (en bestemt afdeling på hospitaler, fx). Efter to sekunder fremkommer det samme skærmbillede. Single sign-on sikrer altså, at det ikke er nødvendigt for det kliniske personale på hospitalerne konstant at logge af og på systemerne.
De ’tynde klienter’ har desuden et lavere effektforbrug, en lavere pris, en lavere administrationsbyrde og en længere levetid end PC'ere.
Fonden har medfinansieret projektet med 6,0 mio. kr.
Organisering
Projektet har forløbet på Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital. De tekniske løsninger er blevet leveret af ATEA og SUN.
Projekttitel ved ansøgning: Hurtig adgang og single sign on til mobile læger og sygeplejersker.
Projektet blev afsluttet ultimo december 2010.