Regeringen har i forbindelse med finansloven for 2012 besluttet, at ABT-fonden skifter navn til Fonden for Velfærdsteknologi. Fremadrettet skal der fokuseres på større strategiske satsninger og velafprøvede løsninger på brede tværsektorielle indsatsområder. Det betyder, at det foreløbig ikke er muligt at søge fonden om medfinansiering af projekter, da fondens indeværende midler i stedet skal målrette regeringens satsning på at udbrede de velfærdsteknologiske løsninger, der har vist det største potentiale, og hvor teknologien er moden.
Det skal sikre, at den offentlige sektor i langt højere grad bliver forpligtet til at tage velfærdsteknologi i brug på eksempelvis plejehjem og hospitaler. Herved ønsker regeringen samtidig at fremme den offentlige efterspørgsel efter nye innovative og digitale løsninger for at styrke konkurrenceevnen i de private virksomheder og levere en bedre service til borgerne.
Fonden for Velfærdsteknologi vil videreføre igangværende projekter med henblik på at samle veldokumenterede erfaringer om, hvordan velfærdsteknologi kan forny og effektivisere den offentlige service. Det skal sikre, at de løsninger, som vi ved virker, også bliver udbredt – ikke mindst på tværs af sektorer og myndigheder.