Teknologi optimerer hjemmeplejens planlægning af besøg

Teknologi til automatisk besøgsplanlægning og optimering af arbejdsgange skal effektivisere og øge kvaliteten af besøgsplanlægning i hjemmeplejen. Ruteplanlægningen sker via avancerede matematiske modeller.

I hjemmehjælpen er det et behov for at optimere den tid, personalet bruger på planlægning af ruter og vagter, og den tid, de bruger på transport mellem besøg hos borgerne. Gennemsnitligt 8 pct. af det samlede ressourceforbrug i hjemmeplejen anvendes på transport. Kvaliteten af planlægningen er i dag varierende.

Planlægningen foregår i dag ofte manuelt, og kvaliteten af planlægningen er derfor afhængig af den enkelte planlæggers kompetencer, herunder viden om den individuelle borger, den enkelte medarbejder i hjemmeplejen, og geografisk kendskab. Planlæggerne har desuden begrænset tid til at planlægge ruter, så der ofte ikke er tid til at optimere og aktivt tilpasse ruter ud fra den seneste viden (om fx vejnettet, den enkelte borgers behov mv.). Derfor opererer kommunerne med en standard vejtid pr. besøg frem for en tilpasset (og mere retvisende) vejtid.

IT-understøttelse af planlægningen giver bedre kvalitet

Ved at optimere de ruter, personalet kører, samt ved aktiv tilpasning af afsat vejtid til den faktiske distance er der et potentiale for effektivisering i forhold til transporttid pr. kilometer. Servicestyrelsen vil derfor demonstrere, hvordan ”ABP teknologien” (teknologi til automatisk besøgsplanlægning) og optimering af arbejdsgange vil effektivisere og øge kvaliteten af planlægningen.

Ved hjælp af ABP-teknologien sker planlægningen og optimeringen via avancerede matematiske modeller, der foruden geodata bl.a. tager højde for relevante oplysninger om borgerne og udgående medarbejdere. Dermed vil det være muligt for planlæggerne at lave et bedre match mellem en borgers behov og de udkørende medarbejderes kompetencer. Baseret på erfaringer fra en mindre testimplementering i Slagelse Kommune forventes en reducering af planlægningstiden på 5 pct. samt reducering i vejtiden på 10 pct. Hertil kommer mindre bilkørsel og generelt reducerede transportomkostninger.

Fakta om projektet

Organisering
Projektet er forankret i Servicestyrelsen og forventes gennemført i samarbejde med 4 kommuner samt et antal private samarbejdsparter.

Støtte fra fonden: 5,0 mio. kr.
Egenfinansiering: 1,6 mio. kr.

Varighed: 14 måneder
Opstart: 1. oktober 2010

Årsværksbesparelse i projektet (estimeret): 8,5 årsværk
Årsværksbesparelse nationalt (estimeret): 250-500.

Projekttitel ved ansøgning: Optimering af besøgsplanlægning i hjemmeplejen

Læs mere om projektet på Servicestyrelsens hjemmeside