Spiserobotten holder gaflen

Spiserobotter kan gøre borgere med fysiske funktionsnedsættelser mere selvhjulpne. Robotterne kan hjælpe borgerne med selv at indtage et måltid mad med reduceret assistance fra en hjælper – hvilket mange borgere med fysiske handikap ønsker.


Mennesker med omfattende funktionsnedsættelse i arme og hænder - eksempelvis pga. rygmarvdsskade, sclerose, polio, cerebral parese mv. er ofte ude af stand til at indtage et måltid mad uden hjælp. Mange af disse borgere får i dag hjælp til at indtage dagens måltider. Hjælpen foregår ved, at borgeren 'mades' af en medarbejder, fx i et botilbud eller dagtilbud, eller af en personlig hjælper.

Hjælp til spisning er en meget ressourcetung opgave, der kræver, at en hjælper bruger mellem 20-30 minutter minimum tre gange om dagen til at made en enkelt borger. Der bruges dagligt 1-1½ time per borger med behov for hjælp til spisning i landets kommuner.

Hjælp til selvhjælp giver øget livskvalitet

Servicestyrelsen ønsker i projektet at demonstrere, at spiserobotter kan gøre funktionsnedsatte borgere i botilbud mere selvhjulpne, således at de selv kan indtage et måltid mad. Det vil øge livskvaliteten for de berørte borgere og medføre tidsbesparelser for plejepersonalet. Beboerne vil kunne spise selvstændigt i eget tempo og kan bruge den tid, den enkelte har brug for.

Projektet vil foregå i samarbejde med tre kommuner og vil omfatte 30 fysisk handikappede borgere bosiddende i forskellige botilbud. Som udgangspunkt indkøbes en spiserobot til hver borger, der indgår i projektet, i alt 30 spiserobotter. Hver enkelt bruger af spiserobot i demonstrationsprojektet vil have brug for oplæring og støtte/vejledning i brugen af teknologien. Der vil derfor være brug for en del vejledning og opfølgning i forbindelse med ibrugtagningen. Hertil kommer, at robotten skal indstilles individuelt til hver enkelt bruger.

Teknologien er banebrydende i forhold til at erstatte direkte manuelt omsorgsarbejde med ”robotter”, hvilket gør afprøvningen mere kompleks. På hver lokalitet/botilbud vil der være 3-5 beboere som deltager i projektet, med tilsvarende lille antal direkte involverede medarbejdere. Der er planlagt en systematisk data-indsamling af brugeroplevelse/tilfredshed, teknologiens funktionalitet, fordele og ulemper.

Fakta om projektet

 

Organisering
Hovedansøger er Servicestyrelsen i samarbejde med tre kommuner og Hjælpemiddelinstituttet. Dertil kommer et antal mulige private samarbejdspartnere.

Støtte fra fonden: 4,0 mio. kr.
Egenfinansiering: 1,3 mio. kr.

Projekttitel ved ansøgning: Spiserobot til borgere med fysisk handicap

Varighed: 16 måneder
Opstart: januar 2011

Årsværksbesparelse i projektet (estimeret): 4,4 årsværk
Årsværksbesparelse nationalt (estimeret): 50-100.

For faglig information om projektet kontakt:

Se servicestyrelsens hjemmeside eller kontakt
Inger Kirk Jordansen
Konsulent og faglig projektleder
Hjælpemiddelinstituttet
T: 41 91 81 62
E: ikj@hmi.dk