Bedre tildeling af hjælpemidler gør ældre mere selvhjulpne

Ny viden på kommunalt myndighedsniveau skal sikre en optimeret tildeling af hjælpemidler til ældre borgere med nedsat funktionsevne. En mere optimal tildeling af hjælpemidler og bedre oplæring i, hvordan hjælpemidlet kan bruges, kan gøre ældre borgere mere selvhjulpne.

Øget viden og samarbejde mellem kommunale myndigheder og leverandører af hjælpemidler kan sikre mere optimal tildeling af hjælpemidler. I dag udgør manglende kendskab til hjælpemidlernes potentiale hos visse medarbejdergrupper på kommunernes myndighedsniveau, særligt visitatorer på ældreområdet, en barriere for optimal tilkendelse af hjælpemidler. Visitatorerne ved ofte for lidt om, hvordan hjælpemidler kan afhjælpe borgerens problemstillinger, og de tildeler derfor ofte personlig, praktisk bistand i stedet.

Erfaringer fra Hjælpemiddelinstituttet viser, at det kræver grundig instruktion og træning i brugen af de tildelte hjælpemidler, før borgerne anvender dem korrekt og kan opnå at blive mere selvhjulpne. Endeligt kræver implementeringen af nye hjælpemidler, at medarbejderne omlægger deres arbejdsgange i forhold til borgeren, så arbejdsgangene er tilpasset det højere funktionsniveau, som hjælpemidlet giver. Ellers er der risiko for, at de tildelte hjælpemidler ikke benyttes, men blot står og samler støv i borgerens hjem.

Derfor vil projektet sikre, at visitatorerne, de trænende terapeuter og medarbejderne i hjemmeplejen opkvalificeres og undervises i de lovgivningsmæssige rammer og mulighederne ved de teknologiske løsninger. Dernæst skal mere optimal tildeling og implementering af hjælpemidler indføres i kommunernes organisering og samarbejdsform på området. Projektkommunerne vil således foretage (re)visiteringer af i alt 150 borgere i målgruppen mhp. en mere optimal tildeling af hjælpemidler. Derudover gennemføres der den nødvendige træning af borgerne samt omlægning af plejepersonalets arbejdsgange mhp. optimal brug af hjælpemidlerne.

Projektet vil resultere i en større sammenhæng og samarbejde på tværs af myndigheds- og leverandørniveauet i kommunen. Som et resultat reduceres borgerens behov for personlig og praktisk hjælp, som ellers ville være nødvendig for borgeren uden de rette hjælpemidler.

Fakta om projektet

Organisering:
Projektet er forankret i Servicestyrelsen

Støtte fra fonden: 3,5 mio. kr.
Egenfinansiering: 2,5 mio. kr.

Opstart: 1. februar 2011
Varighed: 20 mdr.

Estimeret årsværksbesparelse i projektet: 6,9 årsværk
Estimeret national årsværksbesparelse: over 500 årsværk.

Projekttitel ved ansøgning:
Visitation og implementering af hjælpemidler

For yderligere informationer se Servicestyrelsens hjemmeside  eller kontakt
Rikke Sølvsten Sørensen
Projektleder for Program for velfærdsteknologi
Ældreenheden, Servicestyrelsen
T: 7242 3974
E: rss@servicestyrelsen.dk