Videobaseret borgerbetjening


I Guldborgsund kommune etableres som forsøg ét ubemandet, videobetjent borgerservicecenter og én videobetjent reception på rådhuset i Nykøbing Falster. Kommunen vil gennem projektet vise, hvordan man ved hjælp af den nye teknologi kan bibeholde et højt serviceniveau for borgerne og samtidig skabe en mere effektiv borgerbetjening.
Citat fra tekstI kommuner med store geografiske afstande kan det være svært at opretholde et ensartet serviceniveau for borgerne og samtidig holde omkostningerne nede. Driften af et Borgerservicecenter kræver en vis minimumsbemanding uanset antallet af borgerhenvendelser. I flere af Guldborgsund Kommunes seks borgerservicecentre er antallet af borgerhenvendelser relativt lavt, hvorfor medarbejdernes kapacitet ikke udnyttes tilstrækkeligt. Dermed bliver det omkostningsfuldt for kommunen at opretholde det serviceniveau, som man politisk prioriterer. Borgerservicecentrene står desuden over for et markant krav om effektivisering.

Med støtte fra ABT-fonden vil Guldborgsund Kommune derfor afprøve, om personligt betjente borgerservicecentre kan erstattes af videobetjente borgerservicecentre, som så vidt muligt skal tilbyde de samme services som de fysisk betjente. Eneste undtagelse er udstedelse af pas og kørekort, som kræver ansigt-til-ansigt kontakt.

I projektet etableres som forsøg ét ubemandet, videobetjent borgerservicecenter i Væggerløse og en videobetjent reception på rådhuset i Nykøbing Falster. Begge enheder betjenes af medarbejdere fra et centralt ”kontaktcenter”, som varetager al fjernbetjening uanset kanal. Projektet vil give mulighed for, at de eksisterende medarbejdere i Borgerservice kan gøre gavn andre steder og måske dermed være med til at hæve den samlede service overfor borgerne.

Hvis løsningen viser sig at være en succes, afprøves løsningen på tre af kommunens seks borgerservicecentre. Potentialet ved udbredelse af løsningen vil overvejende være for andre kommuner med tilsvarende store geografiske afstande. Derudover vil projektet generere værdifulde erfaringer, ikke mindst med grænserne for hvilke typer af service, som kan ydes lige så godt ved brug af nye typer fjernbetjeningsløsninger som ved personlig betjening.

Organisering
Projektet er forankret i Borgerservice i Guldborgsund Kommune.

Top
Sidst opdateret: 12.05.2010